Vi vinder, vi ved, vi kan, vi er kvinder uden tabermand!

Mænd er de nye tabere i den kamp, der handler om kønnenes dominans. Det er konklusionen på  et interview med sociologiprofessor Martin Munk, som jeg støder på i Politiken i lørdags. Munk mener, at tidens suverænt største ligestillingsproblem er det voksende proletariat af uuddannede mænd, der bliver afvist af både arbejdsgivere og kvinder. Iføle ham, er det ‘elitefeministernes’ blinde vinkel, når de taler om kvindelige bestyrelsesposter og lederstillinger i erhvervslivet. Det viser sig, at drenge klarer sig klart dårligst i folkeskolen og både gymnasier og de videregående uddannelser bliver domineret af piger. En undersøgelse siger, at af de piger, der forlod folkeskolen i 1982, har over halvdelsen taget en videregående uddannelse, mens det kun er 37% af drengene – og det tal er faldende. Med videnssamfundets indtog og en for tiden lavkonjuktur i økonomien, er der ikke længere plads til de her mænd. Og der er så oven i hatten, heller ikke nogle kvinder, der gider at gifte sig med dem – fordi kvinder traditionelt og statistisk set gifter sig opad. 

Jeg er tilfældigvis sammen med min mor i sidste weekend, da jeg læser artiklen. Hun virker tydeligvis ret tilfreds med konklusionen. Det er nærmest en følelse af sejr, der breder sig. Sikkert og forståeligt nok fordi, hun er en del af den første generation af kvinder, der for alvor brød med den sociale arv og tog en videregående uddannelse. Og nu viser det sig altså, at de/vi har vundet! Da vi efterfølgende diskuterer det, hævder hun endvidere, at kvindernes stigende dominans betyder en generel redefinition af nogle afgørende værdier i vores samfund..Kvinder går for eksempel ikke så meget op i bedrifter/præstationer som mænd gør. Jeg tænker hurtigt min (i øvrigt overvejende humanistisk uddannede) kvindelige bekendtskabskreds igennem inkl. mig selv – og må derefter erklære mig komplet uenig! Vi er ekstremt ambitiøse og i overvejende grad fokuseret på, hvad vi præsterer: Vi har alle sammen fået topkarakterer i skolen, nu går vi meget op i at have et godt arbejde, hvor vi knokler igennem for at vise, at vi dur, vi vil også gerne have en ordentlig løn for det efterhånden, og på privatfronten er kravene ikke lavere – vi skal have en fin lejlighed, være gode kærester eller singler og på et tidsounkt – også gode mødre. Ja, vi kører med klatten, men jeg kommer til at tænke…Har vi i virkeligheden blot overtaget et ideal om at præstere, som egentlig er prædefineret af mænd? Har vi kvinder kridtet en ny bane op eller excellerer vi bare på den, mændene har kridtet op for os? Er det måske derfor, at vi tidligere ville have lov til at gro lange maskuline hår under armene og nu er det bedste, vi kan komme op med i forhold til spørgsmålet om ligestilling, at vi netop vil tage del i en mandeverden i form af bestyrelsesposter og lederstillinger i erhvervslivet?

Helle Thorning er et godt eksempel på en kvinde, der markerer sig i en mandeverden. Men er det som kvinde? Hun ligner jo Willy på en prik...

I går havde programserien ‘Hjælp! Min kone er skidesur’ premiere på DR2. Her får alskens mænd fra Søren Pind til vores alle sammens blærerøv Mads Christensen (der i sine sekvenser har taget plads ved siden af sine italienske jakkesæt og sin røde motorcykel..) lov til at brokke sig over deres koner og over, hvor meget kvinder bestemmer i de danske hjem generelt. Præmissen for programserien er sjovt nok altså også, at mænd er de nye ofre, og kvinder er de nye undertrykkere. Som et supplement til mine ovenstående spørgsmål, så siger standup komiker Sebastian Dorset på et tidspunkt noget i retning af, at kvinder meget ofte har gang i en pendant til en ‘pikudmålning’ – hvor det handler om at kunne diske op med den bedste tre retters menu til sine gæster og samtidig have en fantastisk karriere og se godt ud…

Interviewet med Martin Munk og DR2 nye prgramserie har det til fælles, at de opererer med en forestilling om dominans i beskrivelsen af kønnene. Tidligere var det kvinden, der var undertrykt og dermed en samfundets taber, i dag er tingene vendt på hovedet. 
Hvis vi dog bare kunne komme væk fra forestillingen om vindere og tabere i den diskussion. Der er øjensynligt stadigvæk massere at kæmpe for både for kvinder og for mænd – ja, for mennesker i det hele taget. Men frem for at fokusere på, hvem af os, der er vindere og tabere i det her game, vi kalder livet, kan det måske være mere givtigt at se på, hvad det er for nogle samfundsstrukturer og repræsentationer af kønnene, der dominerer os i vores livsudfoldelse. Det og så, at der sgu er nogle marketingsafdelinger rundt omkring, der burde få hovedet ud af røven og komme op med noget mere konstruktivt end konstant at spille på vores mindreværd – det, at vi netop ikke kan præstere hele tiden og i alle livets forhold –  for at bilde os ind, at vi kan købe os til bedre selvtillid, bedre hud (jf. om Gitte Stalone her på bloggen) og dermed en bedre tilværelse. /C

THE ROCK støtter silikonebryster

Værtshusæstetik er et vidt begreb. Men ikke desto mindre vil jeg opfordre til, at vi her på bloggen forsøger os ud i betragtninger inden for denne snævre genre. Jeg vil starte med at udvide genren til også at indbefatte spillesteder, nærmere bestemt: The Rock.

Torsdag aften trillede jeg nemlig ud på min cykel ned ad Nørrebrogade ved en ni tiden, selvom min krop sagde nej efter en alt for besværlig arbejdsdag, hvor en stor del af tiden bl.a. gik med at forholde mig til, hvorfor farven grå ikke bare er grå i samråd med en scenograf. Nej, ser I, der er et hav af nuancer: Blågrå, sølvgrå, sortgrå, hvidgrå etc. Netop derfor tænkte jeg, at det ville være godt for mig at se andet end min arbejdsplads, også ligesom for at bevare forstanden. På vejen støder jeg på et par andre arbejdende hoveder, der også har trodset trætheden og revitaliseret teen energien. Anledningen er: koncert med et elektronisk band, der skal opleves igennem 3D briller. Gruppen har på mærkværdigvis listet sig ind på en rockbar.

The Rock er en klassisk rock bar deraf navnet The Rock. Egentlig forbinder jeg rockmusik og tilstødende genrer som fx heavy metal med attitude, sort læder, nitter og uforskammethed. Firkantet, snæversynet og unuanceret? Ja, det kan man godt sige. Men på The Rock bliver man mødt at gigantiske, mandlige udsmidere, ganske vist i sort læder med nitter, men med store maver og et utroligt venligt sind. Store, bløde, sorte bamser byder altså velkommen på The Rock med små friske ’thø hø’ kommentarer, så det emmer af hygge på en baggrund af tacky graffiti, der forestiller halvnøgne, fantasy kvinder og rå, sortmalede mursten. Et mærkværdigt, men særdeles tiltalende clash imellem hygge og uhygge.

Men så knækker filmen. Der midt på garderobebaren står et lille glas med et par snolde mønter i, hvorpå der står: Støt silikonebryster! Jeg spørger garderobepigen om det er til hende, altså silikonebrysterne. Det er det ikke, og hun er faktisk temmelig træt af, at det lille glas står og spreder dårlig energi. Hun oplever den ene efter den anden kvinde, der virkelig bliver indigneret over det, herunder undertegnede plus påhæng. Glasset er altså en bevidst provokation, og vi hopper direkte i ’fælden’ her, hvor det er helt tydeligt, at mændene dikterer og sætter dagsordenen. Det skal lige indskydes, at der på bagvæggen i garderoben er tapetseret med mystiske breve og anekdoter, heriblandt et pasfoto af en bleg, ung fyr, oven over billedet står der: ”Denne fyr må aldrig få serveret øl på The Rock”. Så er stilen ligesom lagt, lidt småbøvet og drengerøvsagtig.

Næste fatale greb er, at kvinder ikke må have deres håndtasker med ind med mindre de er på størrelse med en pakke cigaretter. Hvad sker der for det? ”Hvad er problemet?”, ”I kan jo se, jeg ikke har nogen våben med!”, spurgte jeg imens jeg åbnede min halvstore taske (altså håndtasken) op holdt den op i hovedet på en af de sorte udsmiderbamser, og så var det pludselig ikke så hyggeligt længere på The Rock. Til sidst overgav jeg mig og stak diverse remedier i mine bukselommer (godt jeg ikke havde kjole på!), og som en anden John W vraltede jeg ned ad trapperne til scenen, hvor jeg meget passende blev mødt af en saloon æstetik i bedste Colorado stil. Med fyldte cowboy lommer følte jeg mig lidt som en mand, hvilket egentlig var meget fedt. Selve koncerten er en helt anden snak. Men alt i alt er The Rock altså et fedt sted med rygeraltan og det hele, og derudover får kvinder en sjælden mulighed for at udleve deres maskuline sider. The Rock rocker altså, selvom det i den grad er på mændenes præmisser. Det skal man bare lige være forberedt på. Men er rockmusik i grunden ikke også det? Og hvorfor er det egentlig det? The beat goes on..

På The Rocks hjemmeside søger de frivillige til at hjælpe med koncerterne samt medlemmer til foreningen ‘Rock ved Musikken’. Hvis det er noget for Blå Lufts læsere, kan de sende en mail til: ida@the-rock.dk