Får Rihanna tæsk?

Nej, åbenbart ikke. I hvert fald ikke hvad vi ved af. Men det var det første, jeg tænkte, da mine øjne flaksede ned over en Urbanforside fra sidste uge. Tæsk og så Rihanna i pigtråd er det, der lige springer i øjnene. De to indlæg har imidlertid intet med hinanden at gøre. Og så alligvel forekommer sammenstilningen – omend tilfældig – mig en smule pudsig. Til venstre bliver vi med en løftet pegefinger gjort opmærksomme på vold i hjemmet som et problem. Det kan vi altså godt lige tage at forholde os til. Til højre spilles der tykt på en voldsæstetik. Den underliggende fortælling synes at være en forherligelse af vold  og smerte, direkte symboliseret ved pigtråd og kæder, i en tæt sammenknytning med det seksuelle og pirrende. Måske det også hænger sådan sammen for et par wifebeaters eller to.
Jeg håber ved gud, der er et par af Rihannas veninder, der råber op, hvis det udarter sig med den pigtråd…./C

Vendekåbe til salg

Jeg gik i folkeskole med en dreng, der ved det mindste opgør eller splittelse i klassen, højt postulerede: “jeg holder med dem der er flest!”. Så er linien ligesom lagt, skulle man mene. Han er vist blevet bankmand, men jeg tror, han har en alletiders chance indenfor politik, set i lyset af De Lange Knives Nat. For den levede da i aller højeste grad op til sit navn. Aftaler blev indgået, brudt, genoptaget og brudt igen på kryds og tværs af farver og overbevisninger. Det var alles kamp mod alle, og det gør det en kende svært at følge med, når selv partifæller dolker hinanden i rykken. Valgets helt store Sorte Per blev Klaus Bondam, som det næppe kan være gået nogens næse forbi, skiftede hest i sidste øjeblik og indgik en aftale med DF. Det til trods for at hans største mærkesag netop var at sikre DF så lidt indflydelse som muligt. Skindet blev solgt før bjørnen var skudt, for det viste sig også, at han ikke endte ud som de radikales spidskandidat. Faktisk fik Manu Sareen næsten 4 gange så mange stemmer som Klaus Bondam og var dermed berettiget til den tilranede borgmesterpost. Men den vil han ikke have under de forudsætninger, så nu står Klaus Bondam igen med scepteret i hånden, og har de sidste 48 timer forsøgt at forsvare, hvorfor målet helligere midlet. Må jeg foreslå du ønsker dig en spindoctor i julegave? Det er ikke umiddelbart verdens bedste politiske agenda. Man kan jo godt blive en kende ængstelig som borger, for hvilke andre kompromisser vil der blive indgået til fordel for målet?  Faktum er at vælgerne meget hurtigt har mistet tiltroen på den omtalte herre, og jeg er allerede stødt på adskellige vittigheder på hans bekostning. Jeg håber han er hårdhudet, for der skal nok komme flere. Her er en af de bedre:

/H

Villy og Pia – som venner vi dele

Dansk Folkeparti aka Pia Kjærsgaard har taget patent på det danske flag – og farverne rød og hvid – gennem mange år. De har formået at brande sig så godt, at jeg er en af dem, der ser Pias smørrede smil, hver gang flaget toner frem. Når naboerne hejser flaget i mine forældres parcelhuskvarter, når niecerne vifter med papirflagene til min fødselsdag, når den kongelige livgarde kommer marcherende forbi Rosenborg Slot i deres røde uniformer, og når rooligans hiver ned i deres klaphatte. Jeg er måske en af dem, der nærmest har fået berøringsangst overfor flaget. Flaget som er blevet indbegrebet af Dansk Folkepartis glade sønner og døtre og deres definition af danskheden – og deres slagord om fællesskab, tryghed og kærlighed til fædrelandet.

Villy har ikke berøringsangst – og er gået ind i kampen for at vinde flaget tilbage i en ny kampagne. ”Jeg vil ikke finde mig i, at højrefløjen tager patent på Danmark og Dannebrog. Det er også mit land. Det er også mit flag”, skriver han polemisk i et blogindlæg på Politiken. http://blog.politiken.dk/sovndal/2009/11/12/til-kamp-for-de-ægte-danske-værdier/. Og for at manifestere sit synspunkt, har han lavet en folder i forbindelse med kommunevalget med dannebrog som grafisk inspiration. Pia er rasende. For det var jo hendes visuelle identitet og kendingsmærke.

Man kan dog godt blive lidt bekymret for, at Villy vil dele lidt for meget med Pia. Villy/SF snakker om fællesskab og lighed, når det handler om den splittelse, der er mellem bankdirektøren og folkepensionisten, advokaten og kassedamen. Men hvor er snakken om den dybe splittelse, der er mellem os og indvandrerne, velfærdsdanskerne og de afviste asylansøgere. Den er pist væk i Villys kampagne. Og slagordene om fællesskab, lighed, velfærd og tryghed kommer til at virke som en  omgang plat populistisk propaganda til ære for Pias vælgere.

Der skal mere til før jeg kan hejse flaget med en god smag i munden… /M

kommunalpolitikere kan lære noget af Ayatollah Khomeini…

I udgangspunktet er et kommunalvalg ikke en særlig sexet begivenhed. Det faktum er de efterhånden allestedsnærværende valgplakater i byrummet kun med til at bekræfte. Som de hænger der i et værre sammensurium på hver en lygtepæl, udgør de en generende form for æstetisk støj i byen.
For et stykke tid siden blev jeg gennem mit tidligere arbejde kontaktet af et kommunalblad, der ville høre om ikke vi kunne komme med en kunstnerisk og æstetisk vurdering af et udvalg af kommunale valgplakater. De ville gerne vide noget om, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer sådan ud fra et rent æstetisk perspektiv. De nåede aldrig at vende tilbage, så der kom aldrig noget videre ud af det.. – og det kan ses, skulle jeg mene. Hvorfor søren er der ikke nogen, der har fået den tanke, at man kunne gøre lidt ud af de plakater? Det er da en fænomenal chance at få lov til at dekorere det offentlige rum på så afgørende vis. De radikale forsøger sig tydeligvis med et ungdommeligt udtryk med en skarp, næsten neonagtig grøn og blå. Meget 90’er agtig. Socialdemokraternes ser ud, som de altid har gjort: todelt med et portræt og den klassiske røde. Kedeligt. Hvorfor er der ikke en der tænker, at det evt. kunne fremme det politiske budskab, hvis det netop spillede sammen med den måde, du præsenterer dig på æstetisk? vellykkede kunstneriske strategier – og måske sågar vellykkede marketings- og kommunikationsstrategier – udmærker sig præcis ved et gennemtænkt forhold mellem indhold og form. Mangen et totalitært regime er lykkedes med at lave ret så fede valgplakater. Sikkert fordi, at det politiske budskab i et sådant forhold bliver æstetikkens uomtvistelige præmis.

Kommunistisk valgplakat

Selv Irans religiøse leder Ayatollah Khomeini laver valgplakater med en tilsyneladende æstetisk tanke bag

Nu er det ikke fordi, jeg advokerer for propaganda i dansk kommunalpolitik. Men politikere synes at være glade for at blande sig i kunst og æstetik i disse tider. Måske er det på tide med en tankemæssig omvending af forholdet. Kunne politikerne lære noget af en kunstnerisk og æstetisk praksis i deres virke? Den unge Leslie Arentoft (V) lader til at tage den tanke meget direkte på sig. Leslie forsøger sig tydeligvis med lidt nytænkning inden for genren (selvom det så vidt jeg husker, var nøjagtig den samme, han lancerede sig med ved forrige valg..). Det bedste han kan komme op med, er en Andy Warhol. Warhol er som bekendt verdensberømt for sine evindelige reproduktioner af sit motiv – ofte er det diverse forebrugsgoder, han afbilleder, for ligesom at understrege tomheden ved deres tilstedeværelse og vores omgang med dem. Jeg tvivler på, at samme intention ligger til grund for Leslies farverige gentagelse af sit eget fjæs. Det er signalforvirring, for hvad søren har Leslies politik at gøre med Warhols udtryk?

Om ikke andet, så kan god kunst være et virkelig fint eksempel på, at omtanke og blikfang kan forenes. Og en god valgplakat kan være det samme. Mere af det i det københavnske byrum tak! /C

Et stormfuldt ægteskab

Jeg har haft selskab af de to verdensborgere Jørgen Leth og Morten Sabroe de sidste par uger. Lyttet til højtidelige selvpromoveringer, små bekendelser, søde kærlighedserklæringer, eksistentielle overvejelser og menfights. Alt i alt en ret underholdende affære.

Spontanskrivning
Leth og Sabroes mailkorrespondance stritter i alle retninger. Om kunst, krig, alder, passioner, kærlighed og kvinder – og alt det ind imellem. Overvejelser, undskyldninger, rettelser og kommentarer til den bog, de er i fuld gang med at skrive, men som langt fra er givet på forhånd. Ordene kommer spontant, kommenterende og ucensureret – hele tiden efterfulgt af metabemærkninger til det, de skriver. ”Det du skrev”, ”Det jeg skrev”, ”Din stærke mail”, ”Det vil jeg ikke svare på”. Og det er det lidt skrøbelige fundament, der gør bogen så interessant. For hvor skal vi hen – og hvor ender vi?. Indimellem flyder ordstrømmen, andre gange går de i stå. På et tidspunkt er bogen ved at falde fra hinanden, og den holdes kun sammen, fordi Sabroe insisterer. Så selvom han virker som den svage part i forholdet, så er det ham, der trækker læsset i sidste ende.

Et stormfuldt ægteskab
Det der kitter bogens løse sider sammen er forholdet mellem Leth og Sabroe, der udspænder sig som et stormfuldt ægteskab mellem to alfahanner. Sabroe kalder det et tema mellem jægeren og den jagede til sidst i bogen – hvor han er jægeren. Jeg ser det også som et arketypisk forhold mellem en alfahan og en alfahun, der skiftes lidt til at være den førende i forholdet. Og der er da også visse undertoner i den stormfulde mailkorrespondance, hvor Leth først konstaterer, at han godt kan lide Sabroes mails, så bliver han forelsket i dem, for senere at miste lysten. Forsoningen indtræffer efter ulysten har blottet et par sider.

Kunstneren og kvajpanden
Leth er den forførende, dominerende part, som har en klar kunstnerisk vision. Han tænker som en kunstner, argumenterer som en kunstner – og er i kunsten hele tiden. Sabroe er derimod føjende, undskyldende – og bøjer sig ydmygt i støvet, når Leth suger sig fast til ham som en igle. ”Jeg må sige, jeg slet ikke er enig med dig” lyder det hårdt og kontant fra Leth, når Sabroe kommer med letkøbte meninger og hurtige svar. Hvor Leth fremhæver alle sine store kunstneriske bedrifter, fortæller Sabro selvironisk om alle sine fejltrin som journalist og hans (i grunden) ret fattige kendskab til den nyere litteratur. Han kvajer sig gang på gang i bogens første halvdel, for senere at vise sig som den stærke part, der skaber fremdrift i projektet.

Jægeren og den jagede
Som bogen skrider frem viser Sabroe sig som den førende alfahan. Han vælger bogens titel, og sætter subtilt dagsordenen med sine insisterende spørgsmål ” Hvad fanden er det? Er det porno?”, spørger han med henvisning til de erotiske scener fra Det uperfekte menneske. Leth går nøgternt i gang med at beskrive det kunstneriske greb i den scene: Hvordan han penetrerer hende bagfra, står uden for billedet, holder hendes krop horisontalt, så hun kigger lige op i kameraet – alt sammen ud fra en kunstnerisk mission om at ville indramme passionen. Men henad vejen finder Sabroe for alvor rytmen, og sætter Leth ud af kurs. ”Jeg har mistet lysten” pipper Leth, da Sabroe går ham på klingen med et personligt spørgsmål. Leth mister ”den stærke kunstneriske stemme”, og tager affære som den neurotiske frontfigur, der trækker sig tilbage fra projektet. Leths off-days skinner igennem de små abrupte tekster: ”Jeg har et problem i huset i dag, som tvinger mig ned under skriveniveau”.

På den måde er bogen et glimrende psykologisk portræt af de to herrer, som holder læselysten oppe gennem de 334 sider.

Kærlighed og knepperi
De to gamle trussetyve har fundet kærligheden – og knepperiet fylder overraskende lidt på bogens sider. Som tiden går opgiver Leth sit rendyrkede seksuelle forhold til sine elskerinder i Haiti, og overgiver sig til (grundet den fysiske afstand mellem Danmark og Haiti) et platonisk kærlighedsforhold til sin danske kæreste derhjemme: ”Jeg tænker på hende, jeg tænker på hende. Jeg tænker, at jeg vil tænke på hende også senere i dag”. Knepperiet er kunst, appetit og fremdrift – og kærligheden er det, som ikke kan indrammes i kameraets linse. ”Det er derfor de knepper så meget i dette land”, indskyder Leth i en mail fra Haiti, hvor hans kunstneriske ego lider overlast. Og svarer: ”Sex er en aktivitet, der ikke kræver forandring eller tanker. Fantasierne kommer af sig selv.” Og som den store kunstner, Leth er, der producerer kunst i alt, hvad han gør og tænker – ja så er sex et godt get away… /M

Vi vinder, vi ved, vi kan, vi er kvinder uden tabermand!

Mænd er de nye tabere i den kamp, der handler om kønnenes dominans. Det er konklusionen på  et interview med sociologiprofessor Martin Munk, som jeg støder på i Politiken i lørdags. Munk mener, at tidens suverænt største ligestillingsproblem er det voksende proletariat af uuddannede mænd, der bliver afvist af både arbejdsgivere og kvinder. Iføle ham, er det ‘elitefeministernes’ blinde vinkel, når de taler om kvindelige bestyrelsesposter og lederstillinger i erhvervslivet. Det viser sig, at drenge klarer sig klart dårligst i folkeskolen og både gymnasier og de videregående uddannelser bliver domineret af piger. En undersøgelse siger, at af de piger, der forlod folkeskolen i 1982, har over halvdelsen taget en videregående uddannelse, mens det kun er 37% af drengene – og det tal er faldende. Med videnssamfundets indtog og en for tiden lavkonjuktur i økonomien, er der ikke længere plads til de her mænd. Og der er så oven i hatten, heller ikke nogle kvinder, der gider at gifte sig med dem – fordi kvinder traditionelt og statistisk set gifter sig opad. 

Jeg er tilfældigvis sammen med min mor i sidste weekend, da jeg læser artiklen. Hun virker tydeligvis ret tilfreds med konklusionen. Det er nærmest en følelse af sejr, der breder sig. Sikkert og forståeligt nok fordi, hun er en del af den første generation af kvinder, der for alvor brød med den sociale arv og tog en videregående uddannelse. Og nu viser det sig altså, at de/vi har vundet! Da vi efterfølgende diskuterer det, hævder hun endvidere, at kvindernes stigende dominans betyder en generel redefinition af nogle afgørende værdier i vores samfund..Kvinder går for eksempel ikke så meget op i bedrifter/præstationer som mænd gør. Jeg tænker hurtigt min (i øvrigt overvejende humanistisk uddannede) kvindelige bekendtskabskreds igennem inkl. mig selv – og må derefter erklære mig komplet uenig! Vi er ekstremt ambitiøse og i overvejende grad fokuseret på, hvad vi præsterer: Vi har alle sammen fået topkarakterer i skolen, nu går vi meget op i at have et godt arbejde, hvor vi knokler igennem for at vise, at vi dur, vi vil også gerne have en ordentlig løn for det efterhånden, og på privatfronten er kravene ikke lavere – vi skal have en fin lejlighed, være gode kærester eller singler og på et tidsounkt – også gode mødre. Ja, vi kører med klatten, men jeg kommer til at tænke…Har vi i virkeligheden blot overtaget et ideal om at præstere, som egentlig er prædefineret af mænd? Har vi kvinder kridtet en ny bane op eller excellerer vi bare på den, mændene har kridtet op for os? Er det måske derfor, at vi tidligere ville have lov til at gro lange maskuline hår under armene og nu er det bedste, vi kan komme op med i forhold til spørgsmålet om ligestilling, at vi netop vil tage del i en mandeverden i form af bestyrelsesposter og lederstillinger i erhvervslivet?

Helle Thorning er et godt eksempel på en kvinde, der markerer sig i en mandeverden. Men er det som kvinde? Hun ligner jo Willy på en prik...

I går havde programserien ‘Hjælp! Min kone er skidesur’ premiere på DR2. Her får alskens mænd fra Søren Pind til vores alle sammens blærerøv Mads Christensen (der i sine sekvenser har taget plads ved siden af sine italienske jakkesæt og sin røde motorcykel..) lov til at brokke sig over deres koner og over, hvor meget kvinder bestemmer i de danske hjem generelt. Præmissen for programserien er sjovt nok altså også, at mænd er de nye ofre, og kvinder er de nye undertrykkere. Som et supplement til mine ovenstående spørgsmål, så siger standup komiker Sebastian Dorset på et tidspunkt noget i retning af, at kvinder meget ofte har gang i en pendant til en ‘pikudmålning’ – hvor det handler om at kunne diske op med den bedste tre retters menu til sine gæster og samtidig have en fantastisk karriere og se godt ud…

Interviewet med Martin Munk og DR2 nye prgramserie har det til fælles, at de opererer med en forestilling om dominans i beskrivelsen af kønnene. Tidligere var det kvinden, der var undertrykt og dermed en samfundets taber, i dag er tingene vendt på hovedet. 
Hvis vi dog bare kunne komme væk fra forestillingen om vindere og tabere i den diskussion. Der er øjensynligt stadigvæk massere at kæmpe for både for kvinder og for mænd – ja, for mennesker i det hele taget. Men frem for at fokusere på, hvem af os, der er vindere og tabere i det her game, vi kalder livet, kan det måske være mere givtigt at se på, hvad det er for nogle samfundsstrukturer og repræsentationer af kønnene, der dominerer os i vores livsudfoldelse. Det og så, at der sgu er nogle marketingsafdelinger rundt omkring, der burde få hovedet ud af røven og komme op med noget mere konstruktivt end konstant at spille på vores mindreværd – det, at vi netop ikke kan præstere hele tiden og i alle livets forhold –  for at bilde os ind, at vi kan købe os til bedre selvtillid, bedre hud (jf. om Gitte Stalone her på bloggen) og dermed en bedre tilværelse. /C

Gitte Nielsen MED filter..?

En foruroligende rynkefri, 59 årig Twiggy, der optræder i en reklame for Olay Definity, satte for noget tid siden England på den anden ende. Politikere har siden diskuteret , om det evt var på tide med en lovgivning på området. En interessant og ikke mindst relevant debat, som vi allerede tidligere på bloggen har været inde på, og jeg bliver simpelthen nødt til at hive den op af hatten igen.

Gitte Nielsen udgav i sidste uge selvbiografien “Du har kun et liv” med undertitlen “Sådan fandt jeg tilbage til mig selv“, hvori hun ret hudløst, har jeg ladet mig fortælle, forsøger at beskrive sit lettere omtumlede liv. Skilsmisser, alkoholmisbrug og selvmordsforsøg er bl.a. noget hun beskriver i sit forsøg på at pille Gitte Nielsen fra Damhussøen ud af den glamouromspundne Gitte Stalone. Med andre ord, vi får bagsiden af medaljen; Gitte Nielsen uden filter. Så langt så godt. Jeg er stadig med. Jeg kan sagtens forestille mig, der gemmer sig en temmelig skrøbelig sjæl bag de lange ben og de store armbevægelser.

Men men men, hvad gik der galt, da de skulle lave omslaget til bogen? Hvor er det hudløst ærlige i det? Sådan har hun jo ikke set ud… well, nogensinde! Der er jo photoshoppet enhver form for karakteristika, udstråling og personlighed væk fra det billede. Hvorfor skal kvinder sidst i 40’erne se sådan ud? Der har simpelthen siddet en grafiker og brugt uanede mængder af tid for at fremtrylle … tada – verdens kedeligste ansigt. Why?! Og jeg bliver endnu mere harm, når mandlige forfattere som fx Jan Guillou (ikke at samligne ellers) bliver portrætteret i Information således:

Her er lysopsætningen sat, så hver en fure, rynke og anden ujævnhed, nærmest kaster en slagskygge. Men det er et godt billede synes jeg. Hans ansigt har karakter, og man kan se, han  har levet livet. Det er et ansigt med pondus og autoritet. Sådan bliver kvinder aldrig portrætteret. Det hører i hvert fald til sjældenhederne, og det ville ellers være oplagt i Gitte Nielsens tilfælde. De ar sjælen får, sætter sig jo også i ansigtet, og det ville være meget mere hudløst og modigt med et billed Jan Guillou-style på forsiden, istedet for den lille bly viol, der nu pryder omslaget. I særdeleshed når der er tale om selvbiografri, der vil puste stjernestøvet af. Hvorfor så lægge et nyt filter på?

/H

Tv-shop Amok

Til alle Jer, der bare engang imellem, er zappet forbi tv-shoppen, og har forundres over hvad der er muligt at lange over den virtuelle cyberdisk af mystiske remedier, der kan forsøde dit liv, dig selv og ikke mindst din krop, kan jeg fortælle at nu – NU – er den her! Il Presidente af mystiske work out genstande! Og den er lige til at gemme under sengen…

Hvor vidt det er selve produktet eller reklamen for den, der er mest underholdende, har jeg svært ved at adskille, men jeg vil undlade at tærske langhalm på de homoerotiske undertoner, og lade dig dømme selv. Vær’sgo: The Shake Weight for Men

Bonusinfo: den findes også til kvinder…

/H

Helt i Hein’et

Engang fik Jeppe Hein en god idé. Han ville skabe kunst, der engagerede. Kunst der fik folk til at reagere på det de så. Kunst der ændrede ting omkring ham. Kunst der med små skridt, kunne rokke ved det samfund, han befandt sig i. Så han tog en bænk, det måske mest socialt stigmatiserede møbel vi har, her i Danmark, og legede med form og konventioner. En bænk har fire ben, et ryglæn og en plade, man kan sidde på. Det er rimelig straight forward. Så Jeppe Hein lavede nogle ben, der enten var meget korte eller meget høje, buede pladen, så man netop ikke kunne sidde på den, og fjernede ryglænet. ”Modificerede Sociale Bænke” var resultatet, der har gået deres sejrsgang verden over fra Københavns Nordvest-kvarter til Miami og Shanghai og nu også til Aros.

 

Vandstråle og neonlys i Jeppe Heins Sense City på Aros

Århus Kunstmuseum har nemlig inviteret dansk kunsts wonderboy indenfor. Sense City er titlen på Heins legende univers under Aros’ tag. Med en række interaktive og levende værker opfordrer han sit publikum til at lege med. Fire elementer udgør Heins legeplads: Neonrør, bænke, spejle og vand. Påvirkeligheden er elementernes fællestræk. Og her er vi tilbage til den gode idé. Den med engagement og dialog. For Hein håber at folk, der besøger Sense City, glemmer at de befinder sig på et museum. De må røre, hoppe, stå, sidde og pille ved kunsten og lade sig påvirke. Og det gjorde jeg så for et par uger siden, da jeg for en kort stund afprøvede tilværelsen som indbygger i Sense City. Jeg åbnede mine sanser og prøvede at undertrykke trangen til at se noget der var, om ikke ligefrem smukt, så i hvert fald et eller andet, bare en lille bitte ting, der appellerede til min æstetiske appetit. Jeg glemte museets normalt hæmmende rammer og gjorde hvad jeg kunne for at overgive min krop til kunsten. Efter en halv times pillen rundt, stod det klart. Min krop var ganske rigtigt blevet rørt kunsten, men jeg ved ikke om det var helt i Heins ånd: Alle de roterende spejle, bevægelige bænke, røg og damp, blinkende neonlys havde gjort mig svimmel og kvalm. Jeg følte mig ganske enkelt helt i Hein’et.

Skribenten påvirker værket og påvirkes tilbage.

Er det det socialt interagerende kunst skal kunne? Pacificere betragteren til al anden stillingtagen end at finde et toilet hurtigst muligt? Nej, vel? Jeg synes også det er en god idé at engagere publikum og nedbryde kunstens traditioner og kotumer, men jeg kan ikke lade være med at tænke Kejserens nye klæder, når Jeppe Hein gang på gang bliver udråbt som dansk kunst nye håb og fornyer. Jeg er vild med hans bænke, det vil jeg godt indrømme. De gør lige det de skal, men de har efterhånden en del år på bagen, og spørgsmålet er hvor meget mere munduld der kan strikkes på den idé. Kødbyens Karrierebar er bygget over samme princip, som Aros beskriver i deres udstillingsmateriale: “Som bekendt er det også Jeppe Hein, der etablerede den populære Karrierebar på Flæsketorvet i København – en fusion mellem socialt liv og kunst (de fleste elementer på restauranten er skabt af internationale kunstnere), der peger på kunstnerens optagethed af kunst som en generator for dialog og socialitet.” Dialog og socialitet er der uden tvivl at finde på Karrierebar, især fredag nat mellem 2 og 4. Men om dialogen bag den roterende bar (helt ærligt, den bar bevæger sig altså ikke, undertegnede har testet flere gange) handler om kunstens potentiale som social agent, eller det mere presserende, hvor kan vi være rigtig sociale, yours or mine?, ja det kan vi jo kun gisne om. (hint: det sidste)

/S

THE ROCK støtter silikonebryster

Værtshusæstetik er et vidt begreb. Men ikke desto mindre vil jeg opfordre til, at vi her på bloggen forsøger os ud i betragtninger inden for denne snævre genre. Jeg vil starte med at udvide genren til også at indbefatte spillesteder, nærmere bestemt: The Rock.

Torsdag aften trillede jeg nemlig ud på min cykel ned ad Nørrebrogade ved en ni tiden, selvom min krop sagde nej efter en alt for besværlig arbejdsdag, hvor en stor del af tiden bl.a. gik med at forholde mig til, hvorfor farven grå ikke bare er grå i samråd med en scenograf. Nej, ser I, der er et hav af nuancer: Blågrå, sølvgrå, sortgrå, hvidgrå etc. Netop derfor tænkte jeg, at det ville være godt for mig at se andet end min arbejdsplads, også ligesom for at bevare forstanden. På vejen støder jeg på et par andre arbejdende hoveder, der også har trodset trætheden og revitaliseret teen energien. Anledningen er: koncert med et elektronisk band, der skal opleves igennem 3D briller. Gruppen har på mærkværdigvis listet sig ind på en rockbar.

The Rock er en klassisk rock bar deraf navnet The Rock. Egentlig forbinder jeg rockmusik og tilstødende genrer som fx heavy metal med attitude, sort læder, nitter og uforskammethed. Firkantet, snæversynet og unuanceret? Ja, det kan man godt sige. Men på The Rock bliver man mødt at gigantiske, mandlige udsmidere, ganske vist i sort læder med nitter, men med store maver og et utroligt venligt sind. Store, bløde, sorte bamser byder altså velkommen på The Rock med små friske ’thø hø’ kommentarer, så det emmer af hygge på en baggrund af tacky graffiti, der forestiller halvnøgne, fantasy kvinder og rå, sortmalede mursten. Et mærkværdigt, men særdeles tiltalende clash imellem hygge og uhygge.

Men så knækker filmen. Der midt på garderobebaren står et lille glas med et par snolde mønter i, hvorpå der står: Støt silikonebryster! Jeg spørger garderobepigen om det er til hende, altså silikonebrysterne. Det er det ikke, og hun er faktisk temmelig træt af, at det lille glas står og spreder dårlig energi. Hun oplever den ene efter den anden kvinde, der virkelig bliver indigneret over det, herunder undertegnede plus påhæng. Glasset er altså en bevidst provokation, og vi hopper direkte i ’fælden’ her, hvor det er helt tydeligt, at mændene dikterer og sætter dagsordenen. Det skal lige indskydes, at der på bagvæggen i garderoben er tapetseret med mystiske breve og anekdoter, heriblandt et pasfoto af en bleg, ung fyr, oven over billedet står der: ”Denne fyr må aldrig få serveret øl på The Rock”. Så er stilen ligesom lagt, lidt småbøvet og drengerøvsagtig.

Næste fatale greb er, at kvinder ikke må have deres håndtasker med ind med mindre de er på størrelse med en pakke cigaretter. Hvad sker der for det? ”Hvad er problemet?”, ”I kan jo se, jeg ikke har nogen våben med!”, spurgte jeg imens jeg åbnede min halvstore taske (altså håndtasken) op holdt den op i hovedet på en af de sorte udsmiderbamser, og så var det pludselig ikke så hyggeligt længere på The Rock. Til sidst overgav jeg mig og stak diverse remedier i mine bukselommer (godt jeg ikke havde kjole på!), og som en anden John W vraltede jeg ned ad trapperne til scenen, hvor jeg meget passende blev mødt af en saloon æstetik i bedste Colorado stil. Med fyldte cowboy lommer følte jeg mig lidt som en mand, hvilket egentlig var meget fedt. Selve koncerten er en helt anden snak. Men alt i alt er The Rock altså et fedt sted med rygeraltan og det hele, og derudover får kvinder en sjælden mulighed for at udleve deres maskuline sider. The Rock rocker altså, selvom det i den grad er på mændenes præmisser. Det skal man bare lige være forberedt på. Men er rockmusik i grunden ikke også det? Og hvorfor er det egentlig det? The beat goes on..

På The Rocks hjemmeside søger de frivillige til at hjælpe med koncerterne samt medlemmer til foreningen ‘Rock ved Musikken’. Hvis det er noget for Blå Lufts læsere, kan de sende en mail til: ida@the-rock.dk