Jeg gik i folkeskole med en dreng, der ved det mindste opgør eller splittelse i klassen, højt postulerede: “jeg holder med dem der er flest!”. Så er linien ligesom lagt, skulle man mene. Han er vist blevet bankmand, men jeg tror, han har en alletiders chance indenfor politik, set i lyset af De Lange Knives Nat. For den levede da i aller højeste grad op til sit navn. Aftaler blev indgået, brudt, genoptaget og brudt igen på kryds og tværs af farver og overbevisninger. Det var alles kamp mod alle, og det gør det en kende svært at følge med, når selv partifæller dolker hinanden i rykken. Valgets helt store Sorte Per blev Klaus Bondam, som det næppe kan være gået nogens næse forbi, skiftede hest i sidste øjeblik og indgik en aftale med DF. Det til trods for at hans største mærkesag netop var at sikre DF så lidt indflydelse som muligt. Skindet blev solgt før bjørnen var skudt, for det viste sig også, at han ikke endte ud som de radikales spidskandidat. Faktisk fik Manu Sareen næsten 4 gange så mange stemmer som Klaus Bondam og var dermed berettiget til den tilranede borgmesterpost. Men den vil han ikke have under de forudsætninger, så nu står Klaus Bondam igen med scepteret i hånden, og har de sidste 48 timer forsøgt at forsvare, hvorfor målet helligere midlet. Må jeg foreslå du ønsker dig en spindoctor i julegave? Det er ikke umiddelbart verdens bedste politiske agenda. Man kan jo godt blive en kende ængstelig som borger, for hvilke andre kompromisser vil der blive indgået til fordel for målet? Faktum er at vælgerne meget hurtigt har mistet tiltroen på den omtalte herre, og jeg er allerede stødt på adskellige vittigheder på hans bekostning. Jeg håber han er hårdhudet, for der skal nok komme flere. Her er en af de bedre:
/H
Damernes magasin 