I udgangspunktet er et kommunalvalg ikke en særlig sexet begivenhed. Det faktum er de efterhånden allestedsnærværende valgplakater i byrummet kun med til at bekræfte. Som de hænger der i et værre sammensurium på hver en lygtepæl, udgør de en generende form for æstetisk støj i byen.
For et stykke tid siden blev jeg gennem mit tidligere arbejde kontaktet af et kommunalblad, der ville høre om ikke vi kunne komme med en kunstnerisk og æstetisk vurdering af et udvalg af kommunale valgplakater. De ville gerne vide noget om, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer sådan ud fra et rent æstetisk perspektiv. De nåede aldrig at vende tilbage, så der kom aldrig noget videre ud af det.. – og det kan ses, skulle jeg mene. Hvorfor søren er der ikke nogen, der har fået den tanke, at man kunne gøre lidt ud af de plakater? Det er da en fænomenal chance at få lov til at dekorere det offentlige rum på så afgørende vis. De radikale forsøger sig tydeligvis med et ungdommeligt udtryk med en skarp, næsten neonagtig grøn og blå. Meget 90’er agtig. Socialdemokraternes ser ud, som de altid har gjort: todelt med et portræt og den klassiske røde. Kedeligt. Hvorfor er der ikke en der tænker, at det evt. kunne fremme det politiske budskab, hvis det netop spillede sammen med den måde, du præsenterer dig på æstetisk? vellykkede kunstneriske strategier – og måske sågar vellykkede marketings- og kommunikationsstrategier – udmærker sig præcis ved et gennemtænkt forhold mellem indhold og form. Mangen et totalitært regime er lykkedes med at lave ret så fede valgplakater. Sikkert fordi, at det politiske budskab i et sådant forhold bliver æstetikkens uomtvistelige præmis.
Kommunistisk valgplakat
Selv Irans religiøse leder Ayatollah Khomeini laver valgplakater med en tilsyneladende æstetisk tanke bag
Nu er det ikke fordi, jeg advokerer for propaganda i dansk kommunalpolitik. Men politikere synes at være glade for at blande sig i kunst og æstetik i disse tider. Måske er det på tide med en tankemæssig omvending af forholdet. Kunne politikerne lære noget af en kunstnerisk og æstetisk praksis i deres virke? Den unge Leslie Arentoft (V) lader til at tage den tanke meget direkte på sig. Leslie forsøger sig tydeligvis med lidt nytænkning inden for genren (selvom det så vidt jeg husker, var nøjagtig den samme, han lancerede sig med ved forrige valg..). Det bedste han kan komme op med, er en Andy Warhol. Warhol er som bekendt verdensberømt for sine evindelige reproduktioner af sit motiv – ofte er det diverse forebrugsgoder, han afbilleder, for ligesom at understrege tomheden ved deres tilstedeværelse og vores omgang med dem. Jeg tvivler på, at samme intention ligger til grund for Leslies farverige gentagelse af sit eget fjæs. Det er signalforvirring, for hvad søren har Leslies politik at gøre med Warhols udtryk?
Om ikke andet, så kan god kunst være et virkelig fint eksempel på, at omtanke og blikfang kan forenes. Og en god valgplakat kan være det samme. Mere af det i det københavnske byrum tak! /C
Damernes magasin 
Jeg tror den unge Leslie Arentoft (V) arbejder ud fra devisen Dårlig omtale er bedre end ingen, for jeg kan også huske ham for den helt igennem uopfindsomme og upassende valgplakat fra sidste valg. Så hvis han har lavet den for at blive husket, har han ramt rigtigt. Ellers overhovedet ikke…
I tirsdagens udgave af Information kunne man på bagsiden læse et indslag af Nikolai Lang med overskriften “Den kreative klasses ophørsudsalg”, der netop gør opmærksom den manglende æstetik i de danske valgplakater. Han har her valgt at slå hårdt ned på Radikale Venstres ucharmerende valgplakatsæstetik på med en ret underholdende facon, og stille spørgsmålet:
” Er der nogen særlig grund til, at Radikale Venstre gør sig lidt grimmere, end man er vant til?”
Han fortsætter:
“(…) I sin kampagne til det københavnske kommunalvalg er partiet derfor gået på en kold caffe-latte tyrker. Væk er tidligere tiders køligt overlegne petroliumsblå og den slikkede fotostil, der fik kandidaten til at ligne forfatteren til en ny debatbog fra Gyldendal.
Istedet har de radikale valgt at holde et discountudsalg med en kampagne, der råber SÆLG, SÆLG, SÆLG. Plakaterne domineres af en skrigende grøn, der leder tankerne hen på et lavprismobilselskab. Og en blå, der er en anelse mere diskret, men som dog minder meget om Rema 1000.
De skrappe farver kan få selv Manu Sareens kulør til at se gusten ud. Så fornuftigt nok har man valgt at lade kandidaterne optræde i sort-hvid”
Efterfølgende forsøger Nikolai Lang at trække en parallel med de radikales valgplakater og valgretorik, som han kalder “Udsalgsretorik”. Deri er jeg nu ikke helt sikker på vi stadig er enige, men det er også en helt anden debat.
C – jeg vil give dig ret i at de danske politikere sagtens kunne fyre lidt mere op for kreativiteten, når det kommer til valgplakaterne. Men det faktisk lykkedes mig at finde en ret humoristisk én af slagsen. Den formodede homoseksuelle Iben Wiene Rathje, SF, viser et billdede af sig selv foran et regnbuefarvet flag, med ordene: Iben og konen, siger nej til diskriminationen! Æstetisk? Det ved jeg ikke, men kreativt, JA!
/H