Engang fik Jeppe Hein en god idé. Han ville skabe kunst, der engagerede. Kunst der fik folk til at reagere på det de så. Kunst der ændrede ting omkring ham. Kunst der med små skridt, kunne rokke ved det samfund, han befandt sig i. Så han tog en bænk, det måske mest socialt stigmatiserede møbel vi har, her i Danmark, og legede med form og konventioner. En bænk har fire ben, et ryglæn og en plade, man kan sidde på. Det er rimelig straight forward. Så Jeppe Hein lavede nogle ben, der enten var meget korte eller meget høje, buede pladen, så man netop ikke kunne sidde på den, og fjernede ryglænet. ”Modificerede Sociale Bænke” var resultatet, der har gået deres sejrsgang verden over fra Københavns Nordvest-kvarter til Miami og Shanghai og nu også til Aros.
Vandstråle og neonlys i Jeppe Heins Sense City på Aros
Århus Kunstmuseum har nemlig inviteret dansk kunsts wonderboy indenfor. Sense City er titlen på Heins legende univers under Aros’ tag. Med en række interaktive og levende værker opfordrer han sit publikum til at lege med. Fire elementer udgør Heins legeplads: Neonrør, bænke, spejle og vand. Påvirkeligheden er elementernes fællestræk. Og her er vi tilbage til den gode idé. Den med engagement og dialog. For Hein håber at folk, der besøger Sense City, glemmer at de befinder sig på et museum. De må røre, hoppe, stå, sidde og pille ved kunsten og lade sig påvirke. Og det gjorde jeg så for et par uger siden, da jeg for en kort stund afprøvede tilværelsen som indbygger i Sense City. Jeg åbnede mine sanser og prøvede at undertrykke trangen til at se noget der var, om ikke ligefrem smukt, så i hvert fald et eller andet, bare en lille bitte ting, der appellerede til min æstetiske appetit. Jeg glemte museets normalt hæmmende rammer og gjorde hvad jeg kunne for at overgive min krop til kunsten. Efter en halv times pillen rundt, stod det klart. Min krop var ganske rigtigt blevet rørt kunsten, men jeg ved ikke om det var helt i Heins ånd: Alle de roterende spejle, bevægelige bænke, røg og damp, blinkende neonlys havde gjort mig svimmel og kvalm. Jeg følte mig ganske enkelt helt i Hein’et.
Skribenten påvirker værket og påvirkes tilbage.
Er det det socialt interagerende kunst skal kunne? Pacificere betragteren til al anden stillingtagen end at finde et toilet hurtigst muligt? Nej, vel? Jeg synes også det er en god idé at engagere publikum og nedbryde kunstens traditioner og kotumer, men jeg kan ikke lade være med at tænke Kejserens nye klæder, når Jeppe Hein gang på gang bliver udråbt som dansk kunst nye håb og fornyer. Jeg er vild med hans bænke, det vil jeg godt indrømme. De gør lige det de skal, men de har efterhånden en del år på bagen, og spørgsmålet er hvor meget mere munduld der kan strikkes på den idé. Kødbyens Karrierebar er bygget over samme princip, som Aros beskriver i deres udstillingsmateriale: “Som bekendt er det også Jeppe Hein, der etablerede den populære Karrierebar på Flæsketorvet i København – en fusion mellem socialt liv og kunst (de fleste elementer på restauranten er skabt af internationale kunstnere), der peger på kunstnerens optagethed af kunst som en generator for dialog og socialitet.” Dialog og socialitet er der uden tvivl at finde på Karrierebar, især fredag nat mellem 2 og 4. Men om dialogen bag den roterende bar (helt ærligt, den bar bevæger sig altså ikke, undertegnede har testet flere gange) handler om kunstens potentiale som social agent, eller det mere presserende, hvor kan vi være rigtig sociale, yours or mine?, ja det kan vi jo kun gisne om. (hint: det sidste)
/S
Damernes magasin 