Værtshusæstetik er et vidt begreb. Men ikke desto mindre vil jeg opfordre til, at vi her på bloggen forsøger os ud i betragtninger inden for denne snævre genre. Jeg vil starte med at udvide genren til også at indbefatte spillesteder, nærmere bestemt: The Rock.
Torsdag aften trillede jeg nemlig ud på min cykel ned ad Nørrebrogade ved en ni tiden, selvom min krop sagde nej efter en alt for besværlig arbejdsdag, hvor en stor del af tiden bl.a. gik med at forholde mig til, hvorfor farven grå ikke bare er grå i samråd med en scenograf. Nej, ser I, der er et hav af nuancer: Blågrå, sølvgrå, sortgrå, hvidgrå etc. Netop derfor tænkte jeg, at det ville være godt for mig at se andet end min arbejdsplads, også ligesom for at bevare forstanden. På vejen støder jeg på et par andre arbejdende hoveder, der også har trodset trætheden og revitaliseret teen energien. Anledningen er: koncert med et elektronisk band, der skal opleves igennem 3D briller. Gruppen har på mærkværdigvis listet sig ind på en rockbar.
The Rock er en klassisk rock bar deraf navnet The Rock. Egentlig forbinder jeg rockmusik og tilstødende genrer som fx heavy metal med attitude, sort læder, nitter og uforskammethed. Firkantet, snæversynet og unuanceret? Ja, det kan man godt sige. Men på The Rock bliver man mødt at gigantiske, mandlige udsmidere, ganske vist i sort læder med nitter, men med store maver og et utroligt venligt sind. Store, bløde, sorte bamser byder altså velkommen på The Rock med små friske ’thø hø’ kommentarer, så det emmer af hygge på en baggrund af tacky graffiti, der forestiller halvnøgne, fantasy kvinder og rå, sortmalede mursten. Et mærkværdigt, men særdeles tiltalende clash imellem hygge og uhygge.
Men så knækker filmen. Der midt på garderobebaren står et lille glas med et par snolde mønter i, hvorpå der står: Støt silikonebryster! Jeg spørger garderobepigen om det er til hende, altså silikonebrysterne. Det er det ikke, og hun er faktisk temmelig træt af, at det lille glas står og spreder dårlig energi. Hun oplever den ene efter den anden kvinde, der virkelig bliver indigneret over det, herunder undertegnede plus påhæng. Glasset er altså en bevidst provokation, og vi hopper direkte i ’fælden’ her, hvor det er helt tydeligt, at mændene dikterer og sætter dagsordenen. Det skal lige indskydes, at der på bagvæggen i garderoben er tapetseret med mystiske breve og anekdoter, heriblandt et pasfoto af en bleg, ung fyr, oven over billedet står der: ”Denne fyr må aldrig få serveret øl på The Rock”. Så er stilen ligesom lagt, lidt småbøvet og drengerøvsagtig.
Næste fatale greb er, at kvinder ikke må have deres håndtasker med ind med mindre de er på størrelse med en pakke cigaretter. Hvad sker der for det? ”Hvad er problemet?”, ”I kan jo se, jeg ikke har nogen våben med!”, spurgte jeg imens jeg åbnede min halvstore taske (altså håndtasken) op holdt den op i hovedet på en af de sorte udsmiderbamser, og så var det pludselig ikke så hyggeligt længere på The Rock. Til sidst overgav jeg mig og stak diverse remedier i mine bukselommer (godt jeg ikke havde kjole på!), og som en anden John W vraltede jeg ned ad trapperne til scenen, hvor jeg meget passende blev mødt af en saloon æstetik i bedste Colorado stil. Med fyldte cowboy lommer følte jeg mig lidt som en mand, hvilket egentlig var meget fedt. Selve koncerten er en helt anden snak. Men alt i alt er The Rock altså et fedt sted med rygeraltan og det hele, og derudover får kvinder en sjælden mulighed for at udleve deres maskuline sider. The Rock rocker altså, selvom det i den grad er på mændenes præmisser. Det skal man bare lige være forberedt på. Men er rockmusik i grunden ikke også det? Og hvorfor er det egentlig det? The beat goes on..
På The Rocks hjemmeside søger de frivillige til at hjælpe med koncerterne samt medlemmer til foreningen ‘Rock ved Musikken’. Hvis det er noget for Blå Lufts læsere, kan de sende en mail til: ida@the-rock.dk
Damernes magasin 