En foruroligende rynkefri, 59 årig Twiggy, der optræder i en reklame for Olay Definity, satte for noget tid siden England på den anden ende. Politikere har siden diskuteret , om det evt var på tide med en lovgivning på området. En interessant og ikke mindst relevant debat, som vi allerede tidligere på bloggen har været inde på, og jeg bliver simpelthen nødt til at hive den op af hatten igen.
Gitte Nielsen udgav i sidste uge selvbiografien “Du har kun et liv” med undertitlen “Sådan fandt jeg tilbage til mig selv“, hvori hun ret hudløst, har jeg ladet mig fortælle, forsøger at beskrive sit lettere omtumlede liv. Skilsmisser, alkoholmisbrug og selvmordsforsøg er bl.a. noget hun beskriver i sit forsøg på at pille Gitte Nielsen fra Damhussøen ud af den glamouromspundne Gitte Stalone. Med andre ord, vi får bagsiden af medaljen; Gitte Nielsen uden filter. Så langt så godt. Jeg er stadig med. Jeg kan sagtens forestille mig, der gemmer sig en temmelig skrøbelig sjæl bag de lange ben og de store armbevægelser.
Men men men, hvad gik der galt, da de skulle lave omslaget til bogen? Hvor er det hudløst ærlige i det? Sådan har hun jo ikke set ud… well, nogensinde! Der er jo photoshoppet enhver form for karakteristika, udstråling og personlighed væk fra det billede. Hvorfor skal kvinder sidst i 40’erne se sådan ud? Der har simpelthen siddet en grafiker og brugt uanede mængder af tid for at fremtrylle … tada – verdens kedeligste ansigt. Why?! Og jeg bliver endnu mere harm, når mandlige forfattere som fx Jan Guillou (ikke at samligne ellers) bliver portrætteret i Information således:
Her er lysopsætningen sat, så hver en fure, rynke og anden ujævnhed, nærmest kaster en slagskygge. Men det er et godt billede synes jeg. Hans ansigt har karakter, og man kan se, han har levet livet. Det er et ansigt med pondus og autoritet. Sådan bliver kvinder aldrig portrætteret. Det hører i hvert fald til sjældenhederne, og det ville ellers være oplagt i Gitte Nielsens tilfælde. De ar sjælen får, sætter sig jo også i ansigtet, og det ville være meget mere hudløst og modigt med et billed Jan Guillou-style på forsiden, istedet for den lille bly viol, der nu pryder omslaget. I særdeleshed når der er tale om selvbiografri, der vil puste stjernestøvet af. Hvorfor så lægge et nyt filter på?
/H
Damernes magasin 