Jeg har haft selskab af de to verdensborgere Jørgen Leth og Morten Sabroe de sidste par uger. Lyttet til højtidelige selvpromoveringer, små bekendelser, søde kærlighedserklæringer, eksistentielle overvejelser og menfights. Alt i alt en ret underholdende affære.
Spontanskrivning
Leth og Sabroes mailkorrespondance stritter i alle retninger. Om kunst, krig, alder, passioner, kærlighed og kvinder – og alt det ind imellem. Overvejelser, undskyldninger, rettelser og kommentarer til den bog, de er i fuld gang med at skrive, men som langt fra er givet på forhånd. Ordene kommer spontant, kommenterende og ucensureret – hele tiden efterfulgt af metabemærkninger til det, de skriver. ”Det du skrev”, ”Det jeg skrev”, ”Din stærke mail”, ”Det vil jeg ikke svare på”. Og det er det lidt skrøbelige fundament, der gør bogen så interessant. For hvor skal vi hen – og hvor ender vi?. Indimellem flyder ordstrømmen, andre gange går de i stå. På et tidspunkt er bogen ved at falde fra hinanden, og den holdes kun sammen, fordi Sabroe insisterer. Så selvom han virker som den svage part i forholdet, så er det ham, der trækker læsset i sidste ende.
Et stormfuldt ægteskab
Det der kitter bogens løse sider sammen er forholdet mellem Leth og Sabroe, der udspænder sig som et stormfuldt ægteskab mellem to alfahanner. Sabroe kalder det et tema mellem jægeren og den jagede til sidst i bogen – hvor han er jægeren. Jeg ser det også som et arketypisk forhold mellem en alfahan og en alfahun, der skiftes lidt til at være den førende i forholdet. Og der er da også visse undertoner i den stormfulde mailkorrespondance, hvor Leth først konstaterer, at han godt kan lide Sabroes mails, så bliver han forelsket i dem, for senere at miste lysten. Forsoningen indtræffer efter ulysten har blottet et par sider.
Kunstneren og kvajpanden
Leth er den forførende, dominerende part, som har en klar kunstnerisk vision. Han tænker som en kunstner, argumenterer som en kunstner – og er i kunsten hele tiden. Sabroe er derimod føjende, undskyldende – og bøjer sig ydmygt i støvet, når Leth suger sig fast til ham som en igle. ”Jeg må sige, jeg slet ikke er enig med dig” lyder det hårdt og kontant fra Leth, når Sabroe kommer med letkøbte meninger og hurtige svar. Hvor Leth fremhæver alle sine store kunstneriske bedrifter, fortæller Sabro selvironisk om alle sine fejltrin som journalist og hans (i grunden) ret fattige kendskab til den nyere litteratur. Han kvajer sig gang på gang i bogens første halvdel, for senere at vise sig som den stærke part, der skaber fremdrift i projektet.
Jægeren og den jagede
Som bogen skrider frem viser Sabroe sig som den førende alfahan. Han vælger bogens titel, og sætter subtilt dagsordenen med sine insisterende spørgsmål ” Hvad fanden er det? Er det porno?”, spørger han med henvisning til de erotiske scener fra Det uperfekte menneske. Leth går nøgternt i gang med at beskrive det kunstneriske greb i den scene: Hvordan han penetrerer hende bagfra, står uden for billedet, holder hendes krop horisontalt, så hun kigger lige op i kameraet – alt sammen ud fra en kunstnerisk mission om at ville indramme passionen. Men henad vejen finder Sabroe for alvor rytmen, og sætter Leth ud af kurs. ”Jeg har mistet lysten” pipper Leth, da Sabroe går ham på klingen med et personligt spørgsmål. Leth mister ”den stærke kunstneriske stemme”, og tager affære som den neurotiske frontfigur, der trækker sig tilbage fra projektet. Leths off-days skinner igennem de små abrupte tekster: ”Jeg har et problem i huset i dag, som tvinger mig ned under skriveniveau”.
På den måde er bogen et glimrende psykologisk portræt af de to herrer, som holder læselysten oppe gennem de 334 sider.
Kærlighed og knepperi
De to gamle trussetyve har fundet kærligheden – og knepperiet fylder overraskende lidt på bogens sider. Som tiden går opgiver Leth sit rendyrkede seksuelle forhold til sine elskerinder i Haiti, og overgiver sig til (grundet den fysiske afstand mellem Danmark og Haiti) et platonisk kærlighedsforhold til sin danske kæreste derhjemme: ”Jeg tænker på hende, jeg tænker på hende. Jeg tænker, at jeg vil tænke på hende også senere i dag”. Knepperiet er kunst, appetit og fremdrift – og kærligheden er det, som ikke kan indrammes i kameraets linse. ”Det er derfor de knepper så meget i dette land”, indskyder Leth i en mail fra Haiti, hvor hans kunstneriske ego lider overlast. Og svarer: ”Sex er en aktivitet, der ikke kræver forandring eller tanker. Fantasierne kommer af sig selv.” Og som den store kunstner, Leth er, der producerer kunst i alt, hvad han gør og tænker – ja så er sex et godt get away… /M
Damernes magasin 