Vi vinder, vi ved, vi kan, vi er kvinder uden tabermand!

Mænd er de nye tabere i den kamp, der handler om kønnenes dominans. Det er konklusionen på  et interview med sociologiprofessor Martin Munk, som jeg støder på i Politiken i lørdags. Munk mener, at tidens suverænt største ligestillingsproblem er det voksende proletariat af uuddannede mænd, der bliver afvist af både arbejdsgivere og kvinder. Iføle ham, er det ‘elitefeministernes’ blinde vinkel, når de taler om kvindelige bestyrelsesposter og lederstillinger i erhvervslivet. Det viser sig, at drenge klarer sig klart dårligst i folkeskolen og både gymnasier og de videregående uddannelser bliver domineret af piger. En undersøgelse siger, at af de piger, der forlod folkeskolen i 1982, har over halvdelsen taget en videregående uddannelse, mens det kun er 37% af drengene – og det tal er faldende. Med videnssamfundets indtog og en for tiden lavkonjuktur i økonomien, er der ikke længere plads til de her mænd. Og der er så oven i hatten, heller ikke nogle kvinder, der gider at gifte sig med dem – fordi kvinder traditionelt og statistisk set gifter sig opad. 

Jeg er tilfældigvis sammen med min mor i sidste weekend, da jeg læser artiklen. Hun virker tydeligvis ret tilfreds med konklusionen. Det er nærmest en følelse af sejr, der breder sig. Sikkert og forståeligt nok fordi, hun er en del af den første generation af kvinder, der for alvor brød med den sociale arv og tog en videregående uddannelse. Og nu viser det sig altså, at de/vi har vundet! Da vi efterfølgende diskuterer det, hævder hun endvidere, at kvindernes stigende dominans betyder en generel redefinition af nogle afgørende værdier i vores samfund..Kvinder går for eksempel ikke så meget op i bedrifter/præstationer som mænd gør. Jeg tænker hurtigt min (i øvrigt overvejende humanistisk uddannede) kvindelige bekendtskabskreds igennem inkl. mig selv – og må derefter erklære mig komplet uenig! Vi er ekstremt ambitiøse og i overvejende grad fokuseret på, hvad vi præsterer: Vi har alle sammen fået topkarakterer i skolen, nu går vi meget op i at have et godt arbejde, hvor vi knokler igennem for at vise, at vi dur, vi vil også gerne have en ordentlig løn for det efterhånden, og på privatfronten er kravene ikke lavere – vi skal have en fin lejlighed, være gode kærester eller singler og på et tidsounkt – også gode mødre. Ja, vi kører med klatten, men jeg kommer til at tænke…Har vi i virkeligheden blot overtaget et ideal om at præstere, som egentlig er prædefineret af mænd? Har vi kvinder kridtet en ny bane op eller excellerer vi bare på den, mændene har kridtet op for os? Er det måske derfor, at vi tidligere ville have lov til at gro lange maskuline hår under armene og nu er det bedste, vi kan komme op med i forhold til spørgsmålet om ligestilling, at vi netop vil tage del i en mandeverden i form af bestyrelsesposter og lederstillinger i erhvervslivet?

Helle Thorning er et godt eksempel på en kvinde, der markerer sig i en mandeverden. Men er det som kvinde? Hun ligner jo Willy på en prik...

I går havde programserien ‘Hjælp! Min kone er skidesur’ premiere på DR2. Her får alskens mænd fra Søren Pind til vores alle sammens blærerøv Mads Christensen (der i sine sekvenser har taget plads ved siden af sine italienske jakkesæt og sin røde motorcykel..) lov til at brokke sig over deres koner og over, hvor meget kvinder bestemmer i de danske hjem generelt. Præmissen for programserien er sjovt nok altså også, at mænd er de nye ofre, og kvinder er de nye undertrykkere. Som et supplement til mine ovenstående spørgsmål, så siger standup komiker Sebastian Dorset på et tidspunkt noget i retning af, at kvinder meget ofte har gang i en pendant til en ‘pikudmålning’ – hvor det handler om at kunne diske op med den bedste tre retters menu til sine gæster og samtidig have en fantastisk karriere og se godt ud…

Interviewet med Martin Munk og DR2 nye prgramserie har det til fælles, at de opererer med en forestilling om dominans i beskrivelsen af kønnene. Tidligere var det kvinden, der var undertrykt og dermed en samfundets taber, i dag er tingene vendt på hovedet. 
Hvis vi dog bare kunne komme væk fra forestillingen om vindere og tabere i den diskussion. Der er øjensynligt stadigvæk massere at kæmpe for både for kvinder og for mænd – ja, for mennesker i det hele taget. Men frem for at fokusere på, hvem af os, der er vindere og tabere i det her game, vi kalder livet, kan det måske være mere givtigt at se på, hvad det er for nogle samfundsstrukturer og repræsentationer af kønnene, der dominerer os i vores livsudfoldelse. Det og så, at der sgu er nogle marketingsafdelinger rundt omkring, der burde få hovedet ud af røven og komme op med noget mere konstruktivt end konstant at spille på vores mindreværd – det, at vi netop ikke kan præstere hele tiden og i alle livets forhold –  for at bilde os ind, at vi kan købe os til bedre selvtillid, bedre hud (jf. om Gitte Stalone her på bloggen) og dermed en bedre tilværelse. /C

Gitte Nielsen MED filter..?

En foruroligende rynkefri, 59 årig Twiggy, der optræder i en reklame for Olay Definity, satte for noget tid siden England på den anden ende. Politikere har siden diskuteret , om det evt var på tide med en lovgivning på området. En interessant og ikke mindst relevant debat, som vi allerede tidligere på bloggen har været inde på, og jeg bliver simpelthen nødt til at hive den op af hatten igen.

Gitte Nielsen udgav i sidste uge selvbiografien “Du har kun et liv” med undertitlen “Sådan fandt jeg tilbage til mig selv“, hvori hun ret hudløst, har jeg ladet mig fortælle, forsøger at beskrive sit lettere omtumlede liv. Skilsmisser, alkoholmisbrug og selvmordsforsøg er bl.a. noget hun beskriver i sit forsøg på at pille Gitte Nielsen fra Damhussøen ud af den glamouromspundne Gitte Stalone. Med andre ord, vi får bagsiden af medaljen; Gitte Nielsen uden filter. Så langt så godt. Jeg er stadig med. Jeg kan sagtens forestille mig, der gemmer sig en temmelig skrøbelig sjæl bag de lange ben og de store armbevægelser.

Men men men, hvad gik der galt, da de skulle lave omslaget til bogen? Hvor er det hudløst ærlige i det? Sådan har hun jo ikke set ud… well, nogensinde! Der er jo photoshoppet enhver form for karakteristika, udstråling og personlighed væk fra det billede. Hvorfor skal kvinder sidst i 40’erne se sådan ud? Der har simpelthen siddet en grafiker og brugt uanede mængder af tid for at fremtrylle … tada – verdens kedeligste ansigt. Why?! Og jeg bliver endnu mere harm, når mandlige forfattere som fx Jan Guillou (ikke at samligne ellers) bliver portrætteret i Information således:

Her er lysopsætningen sat, så hver en fure, rynke og anden ujævnhed, nærmest kaster en slagskygge. Men det er et godt billede synes jeg. Hans ansigt har karakter, og man kan se, han  har levet livet. Det er et ansigt med pondus og autoritet. Sådan bliver kvinder aldrig portrætteret. Det hører i hvert fald til sjældenhederne, og det ville ellers være oplagt i Gitte Nielsens tilfælde. De ar sjælen får, sætter sig jo også i ansigtet, og det ville være meget mere hudløst og modigt med et billed Jan Guillou-style på forsiden, istedet for den lille bly viol, der nu pryder omslaget. I særdeleshed når der er tale om selvbiografri, der vil puste stjernestøvet af. Hvorfor så lægge et nyt filter på?

/H

THE ROCK støtter silikonebryster

Værtshusæstetik er et vidt begreb. Men ikke desto mindre vil jeg opfordre til, at vi her på bloggen forsøger os ud i betragtninger inden for denne snævre genre. Jeg vil starte med at udvide genren til også at indbefatte spillesteder, nærmere bestemt: The Rock.

Torsdag aften trillede jeg nemlig ud på min cykel ned ad Nørrebrogade ved en ni tiden, selvom min krop sagde nej efter en alt for besværlig arbejdsdag, hvor en stor del af tiden bl.a. gik med at forholde mig til, hvorfor farven grå ikke bare er grå i samråd med en scenograf. Nej, ser I, der er et hav af nuancer: Blågrå, sølvgrå, sortgrå, hvidgrå etc. Netop derfor tænkte jeg, at det ville være godt for mig at se andet end min arbejdsplads, også ligesom for at bevare forstanden. På vejen støder jeg på et par andre arbejdende hoveder, der også har trodset trætheden og revitaliseret teen energien. Anledningen er: koncert med et elektronisk band, der skal opleves igennem 3D briller. Gruppen har på mærkværdigvis listet sig ind på en rockbar.

The Rock er en klassisk rock bar deraf navnet The Rock. Egentlig forbinder jeg rockmusik og tilstødende genrer som fx heavy metal med attitude, sort læder, nitter og uforskammethed. Firkantet, snæversynet og unuanceret? Ja, det kan man godt sige. Men på The Rock bliver man mødt at gigantiske, mandlige udsmidere, ganske vist i sort læder med nitter, men med store maver og et utroligt venligt sind. Store, bløde, sorte bamser byder altså velkommen på The Rock med små friske ’thø hø’ kommentarer, så det emmer af hygge på en baggrund af tacky graffiti, der forestiller halvnøgne, fantasy kvinder og rå, sortmalede mursten. Et mærkværdigt, men særdeles tiltalende clash imellem hygge og uhygge.

Men så knækker filmen. Der midt på garderobebaren står et lille glas med et par snolde mønter i, hvorpå der står: Støt silikonebryster! Jeg spørger garderobepigen om det er til hende, altså silikonebrysterne. Det er det ikke, og hun er faktisk temmelig træt af, at det lille glas står og spreder dårlig energi. Hun oplever den ene efter den anden kvinde, der virkelig bliver indigneret over det, herunder undertegnede plus påhæng. Glasset er altså en bevidst provokation, og vi hopper direkte i ’fælden’ her, hvor det er helt tydeligt, at mændene dikterer og sætter dagsordenen. Det skal lige indskydes, at der på bagvæggen i garderoben er tapetseret med mystiske breve og anekdoter, heriblandt et pasfoto af en bleg, ung fyr, oven over billedet står der: ”Denne fyr må aldrig få serveret øl på The Rock”. Så er stilen ligesom lagt, lidt småbøvet og drengerøvsagtig.

Næste fatale greb er, at kvinder ikke må have deres håndtasker med ind med mindre de er på størrelse med en pakke cigaretter. Hvad sker der for det? ”Hvad er problemet?”, ”I kan jo se, jeg ikke har nogen våben med!”, spurgte jeg imens jeg åbnede min halvstore taske (altså håndtasken) op holdt den op i hovedet på en af de sorte udsmiderbamser, og så var det pludselig ikke så hyggeligt længere på The Rock. Til sidst overgav jeg mig og stak diverse remedier i mine bukselommer (godt jeg ikke havde kjole på!), og som en anden John W vraltede jeg ned ad trapperne til scenen, hvor jeg meget passende blev mødt af en saloon æstetik i bedste Colorado stil. Med fyldte cowboy lommer følte jeg mig lidt som en mand, hvilket egentlig var meget fedt. Selve koncerten er en helt anden snak. Men alt i alt er The Rock altså et fedt sted med rygeraltan og det hele, og derudover får kvinder en sjælden mulighed for at udleve deres maskuline sider. The Rock rocker altså, selvom det i den grad er på mændenes præmisser. Det skal man bare lige være forberedt på. Men er rockmusik i grunden ikke også det? Og hvorfor er det egentlig det? The beat goes on..

På The Rocks hjemmeside søger de frivillige til at hjælpe med koncerterne samt medlemmer til foreningen ‘Rock ved Musikken’. Hvis det er noget for Blå Lufts læsere, kan de sende en mail til: ida@the-rock.dk

Hvem har det største pandeareal, Klatte eller Jønne?

Min kæreste har et privat internetfællesskab sammen med nogle af sine ældste venner fra Odense. De går under navnet ‘slænget’. ‘Internetfællesskabet’, altså deres site, som blev oprettet under en af de årlige julefrokoster, hedder noget så genialt som ‘Øl og snaps’. Og her chatter de så lidt frem og tilbage om livet i al almindelighed. Jeg er kommet til at lure lidt på det, og det er en fejl. For det virker ikke altid som et forum for de aller klogeste meningsudvekslinger. Men det er ikke desto mindre et lille kig ind i en (ikke nødvendigvis flatterende, men dog fascinerende) mandeverden, hvor snakken flyder anderledes, end jeg er vant til med mine damer. Lad mig her referere og genfortælle brudstykker af en dialog:
“Hvem har det største pandeareal, Klatte eller Jønne?”, bliver der spurgt ud i det blå. (De hedder alle sammen sådan noget som Klatte eller Crille eller Tange eller Baune derinde og til julefrokosterne…). Klatte indrømmer hurtigt, at det har han. Det faktum blev etableret ved en pande-målingskonkurrence på et værtshus for et stykke tid siden. Herefter følger kommentarer som “Hvordan måler man egentlig arealet på en krum overflade?” (Her ville jeg have indskudt et plat, men ærligt talt, meget oplagt “Det sagde han også i går”..), men det var der ingen, der kom ind på. Spydighederne fortsætter og snart bliver Klatte hånet for at tisse rigtig meget – han har efter sigende og eget udsagn også en ekstremt lille blære. 

Det skal lige siges, at Klatte rent faktisk har meget høje tindinger, og hvis jeg ikke tager helt fejl også begyndende måne. Jeg tænker, at det er virkelig strengt at gøre grin med Klatte på den måde! I min bog må mænds hårtab (og så en lille penis-størrelse, hvilket efter sigende også ind i mellem er genstand for spot og spe på det pågældende forum) svare til vores stereotype kvindelige komplekser omkring hængebryster, rynker, appelsinhud osv. Jeg kan da ikke i min levende fantasi forstille mig en tilsvarende hånlig ordveksling mine veninder og mig i mellem: “Hvem har de største hængebryster Cathy eller X” (- jeg tør ikke engang at nævne nogen af frygt for, at vedkommende vil tage det personligt..). Jeg ville oprigtigt talt ikke synes, det var morsomt hvis vi åbenlyst gjorde grin med mine ofte mørke rander under øjnene eller min tenderende store næse. Det opleves sjældent som særlig humoristisk, hvis noget kommer for tæt på ens mindreværd. Det er jo heller ikke sikkert, at Klatte rent faktisk synes, at det er sjovt. Og det er ikke fordi, vi på nogen måde behøver at efterstræbe en så harsk jargon hinanden i mellem. Men hvorfor kan vi kvinder ikke på samme måde gøre grin med vores æstetiske komplekser? Hvorfor lader det til at gøre mere ondt på os, hvis nogle vover at påpege vores fysiske mangler/særkender? Det må være fordi, vi generelt føler os under pres på den ydre front. Kvinders identitet beror i langt højere grad på vores ydre fremtræden end mænds generelt gør. Og det betyder, at hvis nogen gør sig morsom over min næse, så kritiserer de samtidig mig.     

Jeg ville ønske, at jeg bedre kunne slå et accepterende grin op over mine egne fysiske mangler. Men på den anden side kan jeg så meget andet. Jeg kan da om ikke andet, så tillade mig at grine bare lidt af  højpanderne. Jeg er stødt på en, der helt sikkert har et større areal end Klattes…/C

                                                                                                                                                Peter Utaka spiller fo(d)bold i Odense Boldklub

Den lille labre poledancing-dukke

Jeg er faldet over et nyt stykke pædagogisk legetøj til pigerne: Ja, den er god nok, det er skam en dukke, der danser poledance. Din egen lille glitrende  poledancer til at lege med. Der er sågar en lille roterende stang, som dukken kan sprede sine ben omkring, med i æsken.

Nærmest samtidig erklærer Irans religiøse styre, at landets udfordrende manneguin-dukker skal dækkes bedre til. Det er slut med dukkernes sexede kropskurver og æggende bare hoveder uden tørklæde.

Hey venner, skulle vi ikke bare prøve at mødes et sted midt i mellem? 

/C

Timeglasset gør comeback. About time.

Chrystal Renn. Foto Vogue

Vi har ført varslet nye fede tider i modebranchen her på bloggen, og nu gør vi det sørme igen. For der er noget der tyder på at tendensen er kommet for at blive. I hvert fald i længere en een sæson. Chrystal Renn, verdens højest betalte plus size model udgav tidligere på måneden autobiografien “Hungry” om hendes kamp for at smide kiloene anorexia-style i hendes mange år som model. Da hun endelig gav op og skiftede til plus size gav det bonus, og Renn har i dag været model i Vogue, Harper’s Bazaar, Elle, Vanity Fair etc.

Og da London Fashion Week rullede catwalken ud i forrige uge løb den ellers relativt ukende Mark Fast med opmærksomheden, da han i sidste øjeblik besluttede at skifte tre af hans modeller ud med plus size modeller. Til stor fornøjelse for alle andre end den stylist og casting agent, der besluttede at sige op på stedet og med et fnys.

Og så lad os da høre endnu et hip hip for sexy secretary Joan Holloway. Hun hører til lavest i hierarkiet på kontoret i yndlingsserien Mad Men, men er til gengæld røget helt i top hos de amerikanske seere. Og hos mig. For timeglasset er tilbage, og det var da også på tide.

Mad Mens Joan Holloway. Foto AMCTV.com

/S

Skæld-ud, ingen pik eller skilsmisse

”Hvis man som moderne kvinde vil have kærlighed, er man simpelthen nødt til at lade som om, at der er visse ting, man ikke gennemskuer. (…) Man indgår en masse kompromiser for at få det til at hænge sammen, og man er nødt til at holde kæft med sine iagttagelser engang i mellem, for ellers bliver man skældt ud, får ikke noget pik eller bliver skilt.”

Lotte Svendsen om Damen med de blå tænder, i Information, 14/9-2009

Damen med de blå tænder skal dø, afsløres det i dagens Information. Længe leve Damen med de blå tænder. Og gid at hun må få noget mere pik i sit næste liv.

S

Mor Karen og den virale boomerang

Det er fint nok, at Visit Denmark har indset at H.C. Andersen, Tivoli og den lille havfrue ikke længere er helt nok for at tiltrække moderne turister til byen. Og det er sørme også flot, at de har opdaget de sociale mediers potentiale. Men at begynde at sætte lighedstegn mellem dansk frisind, hygge, stærke kvinder OG fædreløse børn, spritstive, kondomløse såkaldt hyggelige nætter, som de netop har gjort i den virale reklamefilm om danske Karen, der efterlyser faren til sit barn, er alligevel et vildskud der vil noget. Nu troede de ellers lige de var så moderne, storbysmarte og sådan lidt frække i det, men Visit Denmark har fået den virale boomerang lige tilbage i nakken, og de så den slet, slet ikke komme.

Tak til Visit Denmark for på forbilledlig vis at demonstrere hvorledes, al omtale aldeles ikke er lig med god omtale. Og hvorfor man ikke altid skal tage smarte reklamemænds ord for gode varer:

»Det er den mest succesfulde viralreklame nogensinde. Vi er trængt igennem mediestøjen. Og den har kostet det samme som et 30 sekunders reklame spot, der bliver vist et par gange på TV2«, siger bagmand Peter Helstrup fra reklamefirmaet Grey i Politiken.

For filan hvor er det ubehjælpeligt sagt. Nemlig Peter, I har trængt igennem mediestøjen. Og fået tæt på en million forargede seere på nakken. Får det flere turister til den i forvejen kriseramte danske turistbranche? Nej vel, og nu er ti-øren også endelig faldet for Visit Denmark, der i dag fjernede videoen fra youtube med følgende ord fra adm. Direktør i Visit Denmark, Dorte Kiilerich i en pressemeddelelse:

»Jeg beklager meget, at filmen har stødt mange mennesker, det har slet ikke været meningen. Målet har været at skabe positivt kendskab til Danmark og skabe konversationer om Danmark. For ikke fortsat at støde folk, har vi nu taget filmen af YouTube«

Men filmen kan selvfølgelig stadig ses, og mon ikke endnu flere nu vil klikke sig ind for at se, hvordan nationens officielle turistorganisation synes, Danmark tager sig allerbedst ud for udlandet. Men konversationen er vist ikke helt så begejstret, som de havde håbet på.

S

Delle-bælle, lad dunken fortælle

Photo-shoot til Glamours september issue. En model finder sig til rette foran kameraet. Ansigtet er perfekt. Kindben diskret markeret, brynene let buede, håret samlet i en løs knold. Den blonde model slapper af, læner sig frem, smiler stort. Hun har det godt. Fotoet er til en artikel om at være tilpas i sin egen hud, og siden magasinet landede i de amerikanske kiosker, har mailboksen hos Glamours chefredaktør, Cindy Leive, været udsat for et mindre bombardement. For ud over modellens minimale trusser folder der sig nemlig en, gys, delle! Et temmelig gedigent kærlighedshåndtag, faktisk.

Lizzie Miller via Glamour.com

Modellen, 20-årige Lizzie Miller, er nemlig en plus size model. På amerikansk er hun en size 12-14, det der svarer til en dansk str. 42-44. Vi er altså ude og svæve et sted mellem large og x-large, en helt almindelig størrelse i USA, hvor hele 66% af den amerikanske befolkning over 20 år kategoriseres som overvægtig eller svært overvægtig. Lige bortset fra i modeverdenen, hvor ca. 99% er 100% undervægtig, sådan rundt regnet (The Gossip forsanger og instant fedmeikon, Beth Ditto står for den 1% i følge en hurtig uvidenskabelig hovedregning.) Resten af det 295 sider lange blad er fyldt med de sædvanlige size zeros, men alligevel har det ene foto på side 194 skabt massiv røre i det amerikanske medielandskab. Miller har været gæst i Daily Show, der har været artikler i New York Post, på Jezebel.com og billedet er endda kommenteret på Sartorialists ellers meget slanke fashionblog. På Glamours egen blog er der intet færre end 820 and counting kommentarer til billedet.

Som Cindy Lieves siger ”Here’s the deal: The picture wasn’t of a celebrity. It wasn’t of a supermodel. It was of a woman sitting in her underwear with a smile on her face and a belly that looks…wait for it…normal.” Miller selv siger at hendes første tanke var, at det måske ikke var det mest flatterende foto, men ok, det var jo sådan hun så ud, og derfor skulle det selvfølgelig i bladet. Der højst sandsynligt går hen og bliver det bedst sælgende issue i bladets historie. I hvert fald melder mange forhandlere allerede udsolgt. USA’s kvinder kan slet ikke få armene ned over denne helt uvante repræsentation af ’normalitet’.

I mode- og livsstilsverdenen hedder alt over en str. 36 ’plus size’, når jeg åbner et blad fortæller moderedaktøren mig, at det er helt normalt at shoppe sko til 6500 kr, og sex er sjovest, hvis jeg kan dyrke det i 47 positioner. Jeg er helt med på at magasiner sælger drømme, og jeg smider hjertens gerne penge efter luftkasteller en gang imellem, men hvorfor ikke også få lov til at drømme lidt om noget der for alvor er er værd at stræbe efter (selvværd), sundt (lår der rør hinanden, når benene samles) og øhm.. almindeligt (fem minutters hurtig missionær, for man skal tidligt op i morgen?)

Indrømmet, jeg har aldrig for alvor været på slankekur. Jeg svinger selv et sted mellem str. 36 og 38, og havde jeg haft en mave som Lizzie Miller, var den helt sikkert aldrig nogensinde kommet til offentlig skue, og da slet ikke nationwide. Sådan er vi nok mange, der har det, dunk eller ej. Derfor hyldes Miller nu som modigt modeikon og Glamour som forgangsmedie for helt almindelige kvinder. Deller sælger, er der noget der tyder på. Også når de ikke sidder på Beth Ditto. Det handler om at have det godt i sin egen hud, også når den får vokseværk. Det er sgu meget godt gået af Miller, at hun allerede har fattet det i en alder af 20. Jeg selv er i en alder af 28 år netop er hjemvendt fra USA med 6 kg ekstravægt i mave-balle-lår-kufferten. Jeg har også fattet budskabet og bringer det hermed videre, men når det kommer til min egen mavefornemmelse, så er det straks værre. De deller skal dø, tænker jeg, når jeg desperat forsøger at krænge mig ned i de jeans, der sad så meget bedre for fire måneder siden. Det er lettere sagt end gjort, det med dellerne, men jeg håber jeg bliver klogere. Hatten af (for alt i verden ikke blusen!) for Lizzie Miller.

S

Da diktatoren mødte Queen of Romance

Mænd er mere direkte, hårde og kontante end kvinder, og kvinder er mere forsigtige og milde end mænd, når de kommunikerer indbyrdes og med hinanden. Sådan lyder en forældet, men ikke desto mindre sejlivet kønsstereotyp. Fup og fidus, mener Nicolas Palomares, en amerikansk professor fra University of California: Mænd er mere forsigtige end kvinder, når talen falder på ”kvindelige” emner som make-up, mens kvinder til gengæld er mere forsigtige end mænd i deres udmeldinger, når det handler om ”typisk mandlige” emner, som at skifte et dæk, og sådan gælder det sjovt nok også vice versa. Det fandt han ud af ved at bede en flok studerende om at skrive emails til hinanden om ”kønsladede” og ”kønsneutrale” emner, og han fandt altså ingen overvældende beviser på, at fordommen skulle holde stik. Hvis vi nu lige ser bort fra problematikkerne i at klassificere mandlige og kvindelige emner på et så generelt niveau, og den tvivlsomme metode, et øjeblik, er pointen selvfølgelig, at ”forsigtighed” eller ”ligefremhed” er karakteristikker, der kommer fra omgivelserne, ikke fra kønsorganerne.

Forleden blev jeg f.eks. kaldt Frk. Nordkorea af en gammel flamme, der ganske hurtigt brændte ud. Hvis nogen skulle være i tvivl, var det ikke en kompliment, men et modangreb på den atombombe han mente, jeg havde kastet som svar på hans facebook-flirt. Jeg var måske en anelse kæphøj i min afvisning, men egentlig var jeg bare ærlig og ’direkte’ – det der mandlige fænomen, der i hans øjne forvandles til en verbal atommagt.

Og fordi jeg ikke bare er diktatorisk anlagt, men også barnlig, blev mit knapt så snappy comeback at kalde ham Frk. Cartland. Han havde nemlig både udtrykt så kvindelige ønsker om at slå sig ned, finde den eneste ene, få børn og være lykkelig i tosomheden, og den slags ting der jo kun sker i Barbaras lyserøde univers. Ahem.

Som Palomares siger: “The metaphor that men and women are from different planets should be jettisoned and replaced with a more accurate one. Men and women are from different blocks in the same neighborhood, and they tend to move often.”

Palomares morale: Farvel til Mars og Venus og goddag til nabolaget. Well, jeg bor på Nørrebro, og I’m sorry, men jeg foretrækker efterhånden bandekrig, demo’er og ungdomsbøller frem for kønskampens tunge skyts og vildskud (mine egne inklusiv). Kunne vi få en visitationszone her, tak?